GILLI

Med en unik sans for at genreblande og revolutionere popmusikken, og over en milliard streams i bagagen, er Gilli langt fra færdig med at forme det danske musiklandskab.

Gilli trådte første gang ind på den danske musikscene i 2010 som grime-rapper med gruppen B.O.C, hvilket blev begyndelsen på en musikalsk rejse, der ville gøre ham til en af Danmarks mest indflydelsesrige og banebrydende kunstnere nogensinde. Siden sin debut EP ”Ækte Vare” fra 2015 har han konsekvent genopfundet sin lyd ved at fusionere elementer fra forskellige musikgenrer, herunder spansk guitar, afrobeats, baile funk, jersey club og meget mere. Med mere end syv succesfulde albums og EP’er, samt tonsvis af singler har Gilli cementeret sin position som en af de mest prominente figurer på den danske musikscene, og han blev den første dansksprogede kunstner til at nå en milliard streams; en milepæl han endda nåede for flere år siden.